Politikabale

Unavngivne politifolk tilbød ifølge Hans Engell selv at medvirke til at dække over den daværende konservative leders uheldssvangre spritkørsel.

Det påstår Hans Engell i hvert fald i sin nye bog Farvel til Slotsholmen som udkommer i morgen. Centrale politifolk har svært ved at tro på historien. Det manglede også bare, havde jeg nær sagt. Men Engell har vel ikke nogen særlig interesse i at finde på den? Det kan selvfølgelig være han i en opkogt situation har misforstået en politimand, der blot har udvist en smule sympati eller medfølelse overfor en falden mand. Hvem ved?

For nogen år siden læste jeg den respekterede venstresocialist Preben Wilhjelms selvbiografi Fra min tid. En bog jeg ville have fundet mindre interessant hvis jeg var ældre, for store dele af bogen er genoptryk af gamle debatindlæg.

Søren Krarup gør det samme i et væk. Jeg opfatter Krarups gentagelser som noget mere mere trættende, ikke alene af politiske årsager. Vi holdt Jyllands-Posten i mit barndomshjem i 80’erne og 90’erne. Jeg kender sangen.

Et af Wilhjelms interesseområder er retspolitikken, herunder bl.a. tilsyn med registre, efterretningstjenesterne osv.

I Fra min tid harcelerer Wilhjelm en del over en anden konservativ historie om spritkørsel. Da Per Stig Møller blev leder af det Konservative Folkeparti efter Engells uheld, kom det frem at også han årtier inden havde kørt spritkørsel.

Så vidt jeg husker var Wilhjelm utilfreds med at meget gamle oplysninger om kriminalitet, oplysninger som forlængst er slettet fra folks straffeattest, stadig fremgår af et af politiets registre. I den konkrete situation var der endvidere særlig grund til at beklage sig over det forhold at der ikke var nogen effektiv logføring af registret.

Man kunne følgelig ikke se hvem der havde fundet det værd at slå Per Stig Møller op og lække oplysningen om hans gamle synder. En politiansat har det formodentlig været. Gad vide om man fik bedre styr på det register dengang?

Enhver kan tænke sit. Sandheden får vi måske aldrig.

Man man kan jo for eksempel lægge to og to sammen og brygge sig en sjov lille konspirationsteori om “Engell-fløjen” i det danske politi.


Skriv et svar